
Pengeinstitutternes anbefalinger af investeringsbeviser og anvendelse af ÅOP
Penge- og Pensionspanelet har spurgt 12 store og små pengeinstitutter om et konkret investeringsforslag til en kunde med henholdsvis lav, mellem og høj risikoprofil. I alle tre situationer er pengeinstitutterne bedt om et forslag til at investere et beløb på 100.000 kr. i investeringsbeviser.
Undersøgelsen viser, at pengeinstitutterne definerer risiko ved investeringer i investeringsbeviser på forskellig måde. Det betyder, at hvis en forbruger fx giver udtryk for at ønske ”lav risiko”, så er der stor forskel på, hvilken risiko forbrugeren reelt kommer til at få alt efter, hvilket pengeinstitut forbrugeren går i.
Samtidig viser undersøgelsen, at pengeinstitutterne typisk kun anbefaler investeringsbeviser fra samarbejdspartnere, som de har indgået formidlingsaftaler med og har en særlig tilknytning og kendskab til. Og den viser, at pengeinstitutterne typisk anbefaler relativt mange forskellige investeringsbeviser - ofte 5-7 forskellige pr. portefølje med værdipapirer for 100.000 kr.
Undersøgelsen viser endvidere, at de Årlige Omkostninger i Procent (ÅOP) ved at investere i de anbefalede investeringsbeviser varierer betydeligt.
Endelig viser en rundringning til medarbejdere i pengeinstitutterne, at de har et godt kendskab til ÅOP, idet de i vidt omfang oplyser ÅOP til kunder, som spørger direkte til omkostningerne ved investeringsforeningsbeviser.
Du kan læse mere om undersøgelsen i rapporten nedenfor. Og du kan klikke dig rundt i de dynamiske tabeller med investeringsanbefalingerne herunder.