Provenuet er det beløb, som Ida og Niels lånte for at købe deres lejlighed, eksklusive de omkostninger der er i forbindelse med optagelse af lånet.

Den samlede obligationsgæld er det beløb, som Ida og Niels ender med at skylde væk i deres fastforrentede lån. Gælden omfatter alle de omkostninger, der var i forbindelse af optagelse af lånet - gebyrer, tinglysningsservice og afgift til staten, stiftelsesomkostninger, kurtage og eventuelt fastkursaftale - se nedenfor.

Den nominelle rente er rentesatsen på Ida og Niels' lån. Da det er et obligationslån, svarer den nominelle rente til obligationsrenten - det vil sige 5%. Se også ÅOP nedenfor.

Ida og Niels valgte at betale deres lån tilbage over 30 år. Det er lånets løbetid. Fastforrentede lån har en løbetid fra 10-30 år, så de kunne godt have valgt en kortere løbetid. Når de valgte en løbetid på 30 år, var det for at gøre den månedlige ydelse så lav som mulig.

Ida og Niels betaler af på deres lån fire gange om året. Ud over renter og afdrag på lånet betaler de hver gang et bidrag til realkreditinstituttet. Det bliver til bidrag på 0,55% af restgælden om året. I Niels og Idas tilfælde svarer det til ca. 5500 kr.

Da bidraget er en procentsats af restgælden, bliver det beløb, de skal betale, mindre efterhånden som restgælden falder. Pengene fra bidraget går blandt andet til at dække instituttets driftsomkostninger.

Bidraget er noget man aftaler, når lånet bliver optaget. Det vil variere fra institut til institut og kan ændres løbende af instituttet - det sker dog sjældent i praksis.

Niels og Ida fik deres fastforrentede lån i obligationer, der havde kurs 99. Kursen er dagsprisen for den pågældende obligation. Den vil variere afhængig af udbud og efterspørgsel. Man kan kun få tilbud på et lån i obligationer med kurs 100 eller derunder. 

Kursen har betydning for, hvor mange penge Niels og Ida fik udbetalt. Hvis de havde optaget et lån på 1 mio. kr. i obligationer med kurs 90, ville de kun få 900.000 kr. og herfra skulle de trække en række udgifter ifm. optagelse af lånet. Hvis kursen havde været 95, ville de have fået 950.000 kr.

Jo højere kurs, desto flere penge får låneren i hånden, når han optager sit lån.

Ida og Niels valgte at kurssikre lånet en måned før, de skulle optage lånet. En kurssikring betyder, at man låser kursen fast.

Når først lånet er kurssikret, stiger eller falder kursen ikke mere. Det er en fordel, hvis man som Ida og Niels gerne vil have en garanti for, hvad kursen på lånet er, når lånet skal optages.

Da kursen lå fast, vidste de, hvor mange penge de ville få i hånden - og det var en tryghed, de valgte at betale for. Det er nemlig ikke gratis at kurssikre et lån.

Instituttet tager et gebyr for den såkaldte fastkursaftale, de indgår med kunden. Derudover tager de et gebyr for selve handlen med værdipapirerne. Det kaldes kurtage. Kurtagen er typisk en fast procentdel af handlens værdi. Kurtage er en omkostning, der altid er ved handel med obligationer uanset om man indgår en fastkursaftale eller ej.

Ved fastkursaftaler er der herudover et terminsfradrag, der dækker instituttets rentetab i den periode aftalen løber. I Niels og Idas tilfælde blev det i alt til 6.444 kr.

Der vil typisk være et kurstab, når man optager et obligationslån. Kurstabet afhænger af, hvilken kurs obligationerne har på det tidspunkt, hvor lånet bliver optaget (Se Kurs ovenfor). Jo tættere obligationer er på kurs 100, des mindre kurstab.

I Ida og Niels' tilfælde fik de et relativt lille kurstab på kr. 9697, da de optog lånet i kurs 99.

Når man optager et lån, skal der betales et gebyr til realkreditinstituttet. Det kaldes et lånesagsgebyr. Lånesagsgebyrets størrelse fastsættes af det låneformidlende institut afhængig af lånesagens art, omfang og kompleksitet.

I Ida og Niels’ tilfælde var det realkreditinstituttet, der stod for at tinglyse deres pantebrev.

Når pantebreve skal tinglyses, skal der betales en afgift til staten. 1.400 kr. + 1,5 % af det pantsikrede beløb. I Ida og Niels' tilfælde blev det 16.400 kr.

Ida og Niels skal hvert år betale 69.781 kr. før skat for deres lån. En del af de penge er afdrag på lånet, resten er renter og bidrag - se nedenfor.

Ida og Niels betaler 55.019 kr. i renter og bidrag - se også bidragsprocent ovenfor.

Ida og Niels betaler 14.761 kr. i afdrag det første år.

ÅOP er de Årlige Omkostninger i Procent af lånets samlede størrelse. ÅOP indeholder alle omkostninger, som du skal betale for et lån – renter, stiftelsesomkostninger og andre engangsomkostninger.

Da Ida og Niels fik deres lånetilbud, sammenlignede de ÅOP fra forskellige banker og realkreditinstitutter. På den måde kunne de se, hvor gode de forskellige tilbud på markedet var.

Udgangspunktet er, at jo lavere ÅOP, jo billigere lån. Et lån med lang løbetid vil dog have en lavere ÅOP end et tilsvarende lån med en kort løbetid, fordi engangsomkostningerne ved det lange lån fordeles over en længere periode. Derfor giver det kun mening at sammenligne lån med samme løbetid.

ÅOP giver ikke et godt grundlag for at vælge imellem forskellige lånetyper. Blandt andet fordi forskellige lånetyper har forskellig risiko og mulighed for indfrielse. Og risiko samt mulighed for indfrielse indgår ikke i ÅOP.