Lånets provenu er det beløb, som Anne-Grethe og John lånte for at købe deres lejlighed, eksklusive de omkostninger der er i forbindelse med optagelse af lånet.

Den samlede obligationsrestgæld er det beløb, som Anne-Grethe og John skylder væk i deres 1-årige rentetilpasningslån. Gælden omfatter alle de omkostninger, der var i forbindelse af optagelse af lånet - gebyrer, tinglysningsafgift til staten, stiftelsesomkostninger, kurtage og eventuelt fastkursaftale - se nedenfor.

Når gælden ikke er meget højere end provenuet skyldes det, at de opnåede en kursgevinst i forbindelse med optagelse af lånet – se nedenfor.

Den nominelle rente er rentesatsen på Anne-Grete og Johns lån. Da det er et obligationslån, svarer den nominelle rente til obligationsrenten - det vil sige 4%. Se også ÅOP nedenfor.

For et 1-årigt rentetilpasningslån bliver renten på lånet tilpasset en gang om året. Her kan renten enten stige eller falde. Anne-Grethe og Johns lån kan altså både blive dyrere eller billigere i forbindelse med den årlige rentetilpasning.

Anne-Grethe og John valgte at betale deres lån tilbage over 30 år. Det er lånets løbetid. Rentetilpasningslån har en løbetid fra 10-30 år, så de kunne godt have valgt en kortere løbetid.

Anne-Grete og John betaler af på deres lån fire gange om året. Ud over renter og afdrag på lånet betaler de hver gang et bidrag til realkreditinstituttet. Det bliver til bidrag på 0,55% om året. I Anne-Gretes tilfælde svarer det til ca. 3.900 kr.

Da bidraget er en procentsats af restgælden, bliver det beløb, de skal betale, mindre efterhånden som restgælden falder. Pengene fra bidraget går blandt andet til at dække instituttets driftsomkostninger.

Bidraget er noget man aftaler, når lånet bliver optaget. Det vil variere fra institut til institut og kan ændres løbende af instituttet - det sker dog sjældent i praksis.

Anne-Grethe og John fik deres rentetilpasningslån i obligationer, der havde kurs 101,87. Kursen er dagsprisen for den pågældende obligation. Den vil variere afhængig af udbud og efterspørgsel.

Da kursen på lånet nåede op omkring 102, valgte Anne-Grethe og John at kurssikre lånet. På det tidspunkt var der nemlig udsigt til, at kursen ville falde igen.

Når først lånet er kurssikret, stiger eller falder kursen ikke mere. Det er en fordel, hvis man som Anne-Grethe og John gerne vil have en garanti for, hvad kursen på lånet er, når lånet skal optages.

Da kursen lå fast, vidste de, hvor mange penge de ville få i hånden - og det var en tryghed, de valgte at betale for. Det er nemlig ikke gratis at kurssikre et lån.

Instituttet tager et gebyr for den såkaldte fastkursaftale, de indgår med kunden. Derudover tager de et gebyr for selve handlen med værdipapirerne. Det kaldes kurtage. Kurtagen er typisk en fast procentdel af handlens værdi. I Anne-Grethe og Johns tilfælde blev det alt i alt til 5.205 kr.

Der vil typisk være et kurstab, når man optager et obligationslån. Kurstabet afhænger af, hvilken kurs obligationerne har på det tidspunkt, hvor lånet bliver optaget (se Kurs ovenfor). Jo tættere obligationer er på kurs 100, des mindre kurstab.

I Anne-Grete og Johns tilfælde fik de ikke noget kurstab. Tværtimod. Da lånet kom over kurs 100 fik de en kursgevinst på kr. 12.850. Gevinsten indgår i beregningen af lånet og indgår i ÅOP.

Når man optager et lån, skal der betales et gebyr til realkreditinstituttet. Det kaldes et lånesagsgebyr. Lånesagsgebyrets størrelse fastsættes af det låneformidlende institut afhængig af lånesagens art, omfang og kompleksitet.

I Anne-Grethe og Johns tilfælde var det realkreditinstituttet, der stod for at tinglyse deres pantebrev.

Når pantebreve skal tinglyses, skal der betales en afgift til staten. 1.400 kr. + 1,5 % af det pantsikrede beløb. I Anne-Grethe og Johns tilfælde blev det 12.200 kr.

Anne-Grethe og John skal hvert år betale 36.276 før skat for deres lån. En del af de penge er afdrag på lånet, resten er renter og bidrag - se nedenfor.

Anne-Grethe og John betaler 18.925 kr. i renter og bidrag - se også bidragsprocent ovenfor

Anne-Grethe og John betaler 17.350 kr. i afdrag det første år

Anne-Grethe og John fik tre lånetilbud, da de optog deres lån. Opgørelsen af ÅOP var med til at give dem et overblik over, hvem der var billigst.

Udgangspunktet er, at jo lavere ÅOP, jo billigere lån. Et lån med lang løbetid vil dog have en lavere ÅOP end et tilsvarende lån med en kort løbetid, fordi engangsomkostningerne ved det lange lån fordeles over en længere periode. Derfor giver det kun mening at sammenligne lån med samme løbetid.

ÅOP giver ikke et godt grundlag for at vælge imellem forskellige lånetyper. Blandt andet fordi forskellige lånetyper har forskellig risiko og mulighed for indfrielse. Og risiko samt mulighed for indfrielse indgår ikke i ÅOP.

Rentetilpasningslånets ÅOP var lavere end ÅOP på tilsvarende fastforrentet lån. Det skyldes at renten for rentetilpasningslånet lige nu er lavere end renten på et tilsvarende fastforrentet lån. Hvis renten stiger kan det ændre sig. Renten på rentetilpasningslånet tilpasses en gang om året. Her kan lånets ÅOP både stige og falde.